Hvad mener du om Mønsters diskvalifikation?
Ligegyldigt hvor mange gange, jeg ser 7. løb i Aalborg fra i går, kan jeg ikke forstå, hvorfor Knud Mønster skulle diskvalificeres. Ja, han går for sent med, det er ret tydeligt, men hvorfor diskvalifikation, bøde og udelukkelse?
Jeg er ikke dommer, men hvis den slags situationer skal give tre dages udelukkelse, så kommer der til at mangle kuske i de danske løb i fremtiden. Det sker jo hele tiden! Der er ikke kontakt, og hvis Kent Friborgs hest mister fart er det nede i promillerne. Til gengæld får den en ryg at gå på sidste sving rundt.
Det kan da godt være, at reglerne siger, at Mønster skal udelukkes, hvis man følger dem til bogstavet. Men så melder spørgsmålet sig: Hvorfor sker det ikke i tilsvarende situationer - løbsdag efter løbsdag året rundt?
Som Racing Live-seer spørger man sig selv, hvor kvalifikationen kom fra - hvad ligger der bag? Er reglerne strammet på det punkt? Som man f.eks. ser det, når VM i fodbold begynder og dommerne sætter sig for at stramme op for at rive i trøjen, trække tiden ud eller andet.
Knud Mønster siger til eb.dk/trav (selvfølgelig - hvor ellers?), at han ikke stiller op, hvis Aksel Møller er på dommerlisten de sidste DM-dage. Desværre mangler det opfølgende spørgsmål, om det kun er pga Ohio Gilbak-dommen - eller Knud Mønster og Aksel Møller har "noget kørende" i forvejen.
Det finder vi nok aldrig ud af. Og sandsynligvis stopper det hele her. Travmedierne står jo af, når det kommer til personlige stridigheder eller uenigheder - ved vi. HMC-konceptet er at "sælge sporten på følelser" eller som det stod i det seneste nyhedsbrev: "Vi er alle i sporten, fordi den giver os nogle fantastiske følelser, og de følelser skal vi vise i både ord og billeder".
Nu er vrede - i dette tilfælde Knud Mønsters - også en følelse. Bare ikke i HMC's univers. Så Knud Mønster kommer ikke til orde på travoggalop.dk - og det vidste vi jo godt. Sådan er konceptet i det store HMC-beskæftigelsesprojekt, det må vi leve med. Vi travsportselskere må sætte vores lid til, at søde hesteejer- eller staldpigehistorier kan bryde igennem mediemuren og skabe synlighed for vores glansbilledesport, hvor ingen er uenige, sure eller vrede. Det kommer dog nok til at tage nogle år - det er desværre ikke lige det, som medierne efterspørger - i hvert fald ikke i dette århundrede.
Hvad mener du om diskvalifikationen af Ohio Gilbak/Knud Mønster?
vh Lars

Men hvordan man undgår, at personlige venskaber og uvenskaber influerer på folkene i dommertårnet (i en lille, indspist verden som travsporten, hvor man af naturlige årsager ofte er nødt til at give folk flere kasketter på) er dermed endnu en i rækken af historier, som aldrig bliver skrevet.
Kunne ellers være både spændende og lærerig.
Nå, men tilbage til VP-chancer, galopløbsreferater i Sverige og næste uges startspor i Gulddivisionen.
Der dømmes i øjeblikket i øst så i vest. Ingen ensartet linje.
Jeg synes i det mindste, at de forskellige dommere i Danmark burde sætte sig sammen en weekend og diskutere cases. Det burde kunne skabe tæt på ensartethed, så kuskene ved hvor grænsen går.
Da jeg så løbet med Ohio Gilbak tænkte jeg at der sker ikke noget fordi det ville være en skærpelse af tidligere praksis. I hukommelsen havde jeg nedennævnte løb, hvor Mønster ikke fik bøde for at gå ud fra anden udvendig 600 meter fra mål i en snæver passage. Måske gjorde man her Mønster en bjørnetjeneste for nu havde han jo lært at der ikke skete noget ved at tæt ud. Desværre zoomer Racing Live ind på førerhestene da det sker men der kan næppe have været plads og jeg ville gerne se dette løb med dommernes film sammenlignet med det løb hvor Mønster blev smidt ud i DM (bedøm selv):
http://www.dantoto.dk/layout/video.aspx?date=2012-02-05&track=od&race=7
Jeg stiller mig i øvrigt spørgsmålene: Ville Mønster være blevet smidt ud hvis Friborg ikke havde lagt protest og havde Friborg lagt protest hvis det ikke var DM ?